I England bruger militæret tv-reklamer, der forestiller soldater i kamp. Effekterne spares der selvsagt ikke på, det skal jo være spændende og gribe de unge. Og de strømmer til for at melde sig som soldater.

Også i Danmark svømmer militæret i unge mænd, der vil trække i uniformen. Sidste år voksede træerne ind i himlen, og alt kunne lade sig gøre, men nu kan det være svært sådan lige et finde et job med karrieremuligheder. Det er krisetid.

Men det er jo også i krisetid, man kan risikere at få brug for kanonføde.

Bjergtaget

Ret forude har vi Krimbjergene. Min ven og jeg er stået ud af bilen for at nyde udsigten. Storslået er et ord, der næppe er dækkende. Krimbjergene består af 3 bjergkæder - den anden er højere end den første, og den tredje er den højeste. Vi står her ved første bjergkædes begyndelse. Efter en ti minutters tid kører vi videre, drejer til højre ad en sidevej og så til venstre ad en endnu mindre vej, der fører os forbi en lille landsby, hvor nogle af husene er så små, at man ikke skulle tro, at der kan være mennesker i dem. Så svinger vi til højre og kører nu på en vej, der består af 2 hjulspor, som fører ind over marker, ned i dale og op ad bakker. Hjulsporerne ender der, hvor bjergene begynder.

Sved på panden

- Så har vi en lille opgave foran os. Vi skal op på toppen, siger min ven.

Og det er jo det, vi skal.

Der er en let brise, og jeg tænker, at jeg hellere må tage min vindjakke på, for det vil være surt at stå der oppe på toppen og fryse.

Vi begiver os hen ad stien, og i begyndelsen går vi raskt af sted. Senere bliver stien stejlere og stejlere - og stejlere. Hurtigt indser jeg, at jeg snart vil komme til at eksplodere som en overophedet dampmaskine, hvis ikke jeg smider jakken, så jeg stopper op, og tager den af.

- Ja, det er hårdt arbejde, at være bjergbestiger, griner min ven.

Det er nu ikke så meget bestigning - hvis man med det ord forbinder diverse bjergbestigningsudstyr og mennesker, der er ved at forcere en lodret klippevæg - det er vel nærmest at betegne som en bjergvandring. Men da bestemt med terræn og stigninger, man ikke sådan kommer ud for hver dag.

Rigt belønnet

Vi skræver over en klippespalte, og lidt længere fremme over endnu en. Vi står med en fod på hver side og kigger ned gennem spalten. Det er ikke her, man skal gå med lukkede øjne.

Denne første række af bjergkæder er meget frodig. Et grønt tæppe af vegetation, hvorfra de rå klipper stikker frem, og vi er nu kommet så højt op, at vi har fået en god udsigt hen over nabobjerget til det bagvedliggende vidtstrakte landskab.

Toppen er ikke så langt borte nu. Når jeg kigger ned, er der temmelig meget længere til bunden end til toppen.

Endnu en klippespalte passeres, endnu nogle skridt opad og toppen er nået. Vi går over til kanten, hvor vi sætter os og nyder den storslåede udsigt. Og stilheden. Eller rettere: kun naturens lyde - renset for menneskets larm. Sundt for sjælen. Giver en dyb indre ro. Somme tider bliver man rigt belønnet for sin indsats.

Flere billeder fra Krimbjergene kan ses HER.