
Du må ikke slå ihjel. Vi kender alle det 5. bud - det gjorde også Adolf Hitler og Karl Marx. Alligevel blev millioner myrdet i nazismens og marxismens navne. Der er museer, der fortæller om nazismens forbrydelser og til november også et, der fortæller om marxismens. Det er godt - såfremt museet lægger sandheden til grund for sin fortælling.
Ideologier og mordere
Sandheden er, at nazismen er en morderideologi, der tilsiger, at mennesker af anden race end den ariske, og mennesker med anden opfattelse end nazismens, skal udryddes. Marxismen er en ideologi, der er udtænkt for at skabe bedre forhold for den brede befolkning.
Nazismens ledere levede fuldt og helt op til Hitlers morderideologi. Marxismens ledere - herunder den notorisk paranoide Josef Stalin - forbrød sig mod Marx’s tanker om et bedre liv. Det er således ikke marxismen i sig selv, der påbød udryddelse, men de mennesker, der påtog sig forvaltningen af marxismen.
Én stor fangelejr
Når det er sagt, skal det ikke glemmes, at det russiske zar-regime var et af de mest brutale, verden har set. Næsten hele befolkningen levede i slaveri uden rettigheder og helt underlagt herremændene. Forholdene var grusomme, folk sled sig ihjel som livegne, boede i de rene rottehuller, levede på sultegrænsen, fik ingen hjælp ved sygdom, blev brutalt afstraffet, ofte med svær invalidering eller død til følge, for den mindste forseelse. Rusland var én stor, grusom fangelejr. (Læs eventuelt Dostojevskijs “Idioten”).
Magtsyge galninge
Det er forståeligt, at der var et stærkt ønske om forandring. Det er forståeligt, at de grusomme magthavere ikke blot kunne overtales til at lade det ske. Der var nok kun én vej: At fjerne dem med magt. Derimod er det uforståeligt og utilgiveligt, at marxismens ledere ikke selv var bedre, end de tyraner de afsatte. Men det var magtsyge galninges værk - ikke ideologiens.
Flere museer, tak
Hvis det nye museum om forbrydelser begået i maxismens navn fortæller den rigtige historie, byder jeg det velkommen. Men det tyder desværre på, at det ikke er museets ærinde. Jeg agter naturligvis at besøge museet, og tager jeg fejl af dets hensigt, vil det glæde mig, og jeg skal så ikke undlade at lade abekattene berette om det.
I mellemtiden venter jeg spændt på, om der også åbner et museum, der skal fortælle om kapitalismens millioner af ofre.
Lad os endelig få alle skeletterne ud af skabene.